Svinkløv Badehotel
2026年8月6日Som en vaskeægte sommerdrøm var jeg på Svinkløv Badehotel for at fejre midsommer og blive vindblæst – en oplevelse jeg nok aldrig glemmer. Jeg ankom lige til kaffe og kage – en jordbærtærte og en nougatmousse-stang – og satte mig i solgården og sludrede med de andre gæster. Der er en ret striks no phone-policy, så det var ud af skærmen, ned i gear og læs en bog i en af de smukke stuer, som var man trådt ind i et P.S. Krøyer-maleri. Efter en tur i Vesterhavet og en lur på værelset gik jeg ned til aftensmaden. Menuen skifter hver dag og bygger på sæsonens råvarer, der bliver leveret hver morgen fra lokale producenter og fiskere, og alt er lavet fra bunden. Jeg lagde hårdt ud med deres 42 måneder modnede sortbrogede skinke, som var noget af det bedste, jeg længe har spist. For at prøve så meget som muligt tog jeg én almindelig og én grøn menu, og begge var fejlfri: havkat med lardo og barbecue, grønne asparges med mandler, torsk fra Vesterhavet med muslingesauce, aubergine bagt med miso og to fuldtræffere af desserter – en Karl Johan-svampemousse med karamel og skovmærke-is og en drøm af skyr, marcipan og chokolade. Dertil en vin- og saftmenu, mens solen gik ned over vandet. Jeg løb ud og fangede solnedgangen i klitterne og sluttede af med kaffe og småkager over brætspil med de andre gæster. Morgenmaden bestod af hjemmebagte boller, pølser, æg, hjemmelavet pålæg, oste, frugt, juice, kaffe, te og dagens bagværk, der skifter hver dag. Der er vandreruter gennem klitterne ned til campingpladsen og nogle heste, og man kan få frokost, kaffe og aftensmad, selv hvis man ikke overnatter. Stor anbefaling at smutte forbi, hvis man er i området! 10/10 – en midsommerdrøm, hvor alt var perfekt uden at være stift. Jeg drømmer allerede om at komme tilbage og kan slet ikke sætte ord på, hvor smukt og roligt et sted det er. Anbefalede retter / Recommended dishes: 42 måneders modnet sortbroget skinke, havkat med lardo og barbecue, grønne asparges med mandler, torsk med muslingesauce, aubergine bagt med miso, Karl Johan-svampemousse med karamel og skovmærke-is, skyr-marcipan-chokoladedessert Pris pr. person: menu 485–585 kr. (dobbeltværelse fra 1.800 kr.)
