Peter Liep's Hus
2026年8月19日Foråret er sprunget ud, og der er forelskelse og pollenallergi i luften. Det er lige nu, at Dyrehaven er magisk, og Bakken er ikke overfyldt endnu, men solen har fået præcis nok varme til, at min favoritsæson er startet. Jeg snakker selvfølgelig udeservering på Peter Lieps Hus, som ligger helt perfekt på boulevarden til en frokostdate. Vildt skal det være i haven, så jeg hoppede på deres kroklassiker – vildsvineschnitzel. Jeg sad og havde det helt carnivore style med steakkniven, og den blev sjasket ind i ansjossmør, citron og peberrod. Tilbehøret var små kartofler, som jo er den eneste kulhydrat, man burde indtage nu, hvor det endelig er sæson. Forunderligt nok blev det ikke for heavy her midt på dagen – schnitzlen får topkarakter herfra. Kortet har kokkens to udvalgte, og forbi mig fløj madderne, som til mit held var klassikerne fiskefilet og kartoffelmad. Ren bingo banko-lykke. Kartoflerne fra Lammefjorden var druknet i en miso-hollandaise med vesterhavsost og hasselnøddeolie, og det var så smukt, at jeg kneb en lille tåre. Hold kæft, hvor var det lækkert, og det gør maden 100 % mere spændende. Flere ristede hasselnødder on top og en ramsløgsolie, og der var fuld plade på foråret. Fisken var friteret med en hjemmelavet remoulade og citron. Simpelt, men igen lige skruet op for ambitionsniveauet, og det var bare lækkert det hele. To colaer og en meget fornøjelig eftermiddag – huset i Klampenborg tog virkelig røven på mig. Sød betjening og vidunderlig mad til en dejlig eftermiddag. Kan på det varmeste anbefales! 🌷 9/10 familie, kærester, venner – alle ville have en skøn frokost hos Peter Liep. Må tilbage. Anbefalede retter: vildsvineschnitzel med ansjossmør, citron og peberrod; kartoffelmad fra Lammefjorden med miso-hollandaise, vesterhavsost og hasselnøddeolie; friteret fiskefilet med hjemmelavet remoulade. Pris pr. person: ~250 kr.
